Månedsbrev april

Beskriv institutionens samfundsmæssige placering, herunder hvilke historiske, politiske, økonomiske, religiøse, sociale og kulturelle forhold kan tænkes at have indflydelse på målgruppen?

Som nævnt i tidligere månedsbrev er Kidsmart en privat ejet institution som har ca. 750 børn fordelt i børnehave og i skole. Flest børn er i børnehaven, da skolen er ny og ikke har så mange børn endnu. Institutionen er finansieret af private donere og de 5 ejer der er bestyrelsen. Kidsmart får ingen midler fra regeringen. For at have råd til at have sit barn til at gå i Kidsmart, skal man have et godt betalt job. Det koster ca. 2.500.000 – 2.800.000 Millioner dong for dit barn. Det er ikke alle vietnamesere der har råd til. F.eks. en vietnamesisk tjener, tjener omkring 2,5 – 3 millioner dong.

Mit indtryk af kidsmarts indflydelse og ikke bare for lokalsamfundet men også for Hanoi er stort. I sidste uge havde de en workshop for regningen i 3 dagen. Det var folk fra regningen og andre lærerinder fra andre institutioner der skulle ser hvordan man arbejdede i Kidsmart. Der var foredrag for dem og de var rundt i en del klasser for at se hvordan undervisningen fungere.

Når man er privatejet har man flere friheder, dog har man 5 temaer som kommer fra regeringen som de skal opfylde, men hvordan de gør det bestemmer de selv. Lars fortalte os at, de privatejet institutioner som er længest fremme i udviklingen af læring.  

Mange institutioner har skole busser, men ikke i Kidsmart. Der må man selv komme til institutionen. Ca. 80 % af alle børnene kommer fra lokalområdet. Inspektøren mener at en institution med et godt ry, kan få familier til at flytte til området, fordi de ønsker det bedste for deres børn.

Vietnameserne i det nordlige Vietnams religion er hvor de tilbeder deres forfædre, hvilket Tu Ang oplyser minder meget om Buddhisme. Det er ikke noget man bliver undervist i. Man bruger i stedet sine kræfter på at undervise om kulturen og dens forhistorie. Hun oplyser også at man kun holder jul fordi børnene syntes det er sjovt. Deres store helligdage er Nytår som de holder i en uges tid. Man fejre det med sin familie og tager i templerne og beder til deres forfædre og beder til hvordan de gerne vil have det nye år skal blive. Fx får de lavet et billede med de tegn hvilket fx kan betyde held eller kærlighed osv.

Nu har du har været i praktik i 3 måneder. På baggrund af specialiseringsforløbet inden praktikken, hvor du beskæftigede dig med at få indsigt i vilkår og arbejde med målgruppen i DK – hvad tænker du så nu i forhold til de erfaringer du nu har gjort dig der, hvor du er i praktik?

Jeg vælger at starte med konklusionen og den er at, jeg hælder mest til den danske metode i at undervise og opdrage børnene i en dagsinstitution. Ikke at sige at jeg syntes der er mange ting der er gode her nede og som vi sikkert kunne lære noget af. Det er deres metode de bruger, jeg ikke at er tilhænger af. I en dansk børnehave lære du også alfabetet og du lære at skrive dit navn, det er bare ikke på samme måde. Der hvor jeg er i praktik sidder man i en hestesko og en lærerinde i midten som sidder med en pegepind og peger på tavlen og så skal børnene gentage hvad hun siger. Lige nu tænker i nok, og hvad er der så galt i den. Men denne undervisning forgår gerne i en time til halvanden. Der bliver ikke taget hensyn til at der er børn der ikke kan koncentrer sig i så lang tid, fordi de skal lære det. Jeg kan godt lide at, man mere brugen metoden at det skal være sjovt at lære. I Danmark er det meget mere frit og ens dag i børnehave er ikke skema lagt, der er som regel plads til forandring. I Vietnam er ens dag skemalagt og ALT er planlagt og bestemt af lærerinderne. Der er ikke plads til at være spontant, eller for den sags skyld at være selvbestemmende.

Et eksempel på at børnene er van til at alt er bestemt for dem:

Vi skulle lave en workshop hvor der skulle være nogle aktiviteter. Vi havde valgt at vi ville starte op med kongens efterfølger, hvor man skulle skiftes til at være kongen. Vi havde forklaret lærerinden om aktiviteten og så skulle hun fortælle den videre til børnene. Jeg startede med at lave en bevægelse og så skulle den ved siden af mig lave en bevægelse, men han stod helt stille. Han bevægede sig ikke. Lærerinden snakkede til ham og vi prøvede at vise med kropssprog at vise ham at han skulle finde på noget, men intet skete der. Til sidst sagde lærerinden at det var for svært og han ikke forstod det.

I specialisering har vi snakket med om at være individ orienteret og hvordan man hele tiden skal sige og gøre efter hvad men føler. Man skal hele tiden gøre plads til individet. Sådan er det ikke i Vietnam. Her gør man de ting der er forventet af en, om du har lyst eller ej. Du gør som der bliver sagt, for det skal du. Det er en ting jeg tænker at vi i Danmark kan lære lidt af. Da Lars var her snakkede jeg med ham om at, jeg ikke var den person som var frembrusene og se her er jeg. Han svar på det var at jeg var nok var meget ligesom en vietnameser. Og det var slet ikke mit indtryk. Men han fortalte at en vietnameser er mange personer på en gang. Man er den man er når man er på arbejde, hjemme osv. Igen – så opføre og deltager man på den måde som forventes af en. Et eksempel på at de gør som de forventes at gøre.

Vi har haft vietnamesiske studerene som har afsluttet deres ophold med en eksamen sammen med børnene og eksaminatorer. Hele dagen op til eksamen var de så nervøse, men da de gik på kunne man ikke se det på dem. Ingen rysten eller hakken i stemmen. De virkede allermest som om det var det bedste i verden at stå der. Det var så vildt og se og fedt.

På seminartiet bruger vi meget tid på at snakke om nervøsitet inden eksamenerne og hvordan nogen ikke kan gå til eksamen, fordi de er alt for nervøse. Måske hvis vi ikke altid var så individ orienteret, så havde vi også lært at tage eksamensdragten på.

Læringsmål

Vi har tre obligatoriske læringsmål som vi har fået af Frøbel. Her er de to som jeg selv har valgt:

Tværprofessionelt samarbejde

Mål: Jeg vil gerne vide hvordan man arbejder tværprofessionelt i Kidsmart.

Hvorfor: I Danmark går man meget op i at alle fag folk kan samarbejde, og få det bedste ud af det, så barnet har det godt. I min klasse er der et barn der er stumt og som hver eftermiddag bliver taget ud. Jeg kunne godt tænke mig at undersøge hvordan der bliver arbejdet med børn med specielle behov i Kidsmart i klassen og når de er til speciel undervisning. Men også hvordan der bliver arbejdet med ham når han er i klassen sammen med de andre børn.

Hvordan: Jeg vil spørge min vejleder om jeg ikke må deltage i undervisningen med børnene med specielle behov. Hvor jeg vil observere og deltage. Jeg vil snakke med min vejleder om hvordan de bliver undervist og hvordan de arbejder med dem, når de er sammen med deres klasse. Samt snakke med en lærerinde der er uddannet i at arbejde med børn med specielle behov.

Hvordan vil jeg evaluere: Når jeg har fået svar på mine spørgsmål, vil jeg beskrive det i mine månedsbreve og snakke med mine kollegaer om det.

Jeg vil undersøge hvordan jeg på bedst mulige måde kan kommunikere med børnene.

Mål: Målet er at skabe en god relation med børnene, ved at vise dem at de kan føle sig trygge ved mig. At vi lære hinandens nonverbale sprog og kropssprog.

Hvorfor: Det er vigtigt for mig at, jeg kan se hvad det er barnet har behov for. Jeg skal kunne læse deres kropsprog f.eks. se hvis de er kede af det. Hvis vi ikke forstår hinanden, tror jeg det kan blive 6 lange måneder

Hvordan: De børn jeg arbejder med, kan allerede en del engelske ord. Men med tiden får viste dem hvad det er man prøver at fortælle, så der kommer meget mere krop sprog når man f.eks. siger hello.

Hvordan vil jeg evaluere: Dette læringsmål er nok lidt svært at evaluere på. Jeg forstiller mig at, jeg får nogen gode succes oplevelser, ved at jeg har, kunne forstå hvad barnet har prøvet at fortælle mig. Men også omvendt at, når jeg prøver at forklare noget, så forstå de hvad jeg prøver at fortælle.

månedesbrev Marts

Månedsbrev marts.

Når jeg tænker over det møder jeg mange kulturmøder i hverdagen, men jeg tænker ikke så meget over det mere. Selvom jeg er i et andet land hvor alt er forskelligt, er det ”allerede” blevet hverdag. Da vi startede i praktik brugte vi meget tid på at snakke om hvordan vores dag havde været, men nu gør vi ikke så meget. Vi spørger ind til hvordan ens dag har været, men nu har man sjældent oplevet noget som man undre sig meget over. Jeg er lidt forundret over hvor hurtigt jeg har oplevet ”hverdagen”

Det første kulturmøde jeg havde i praktikken var min på min første dag. Vi skulle møde kl 9 hvor der skulle være en velkomstceremoni. Vi er tre danske studerene på mit praktiksted mig og to drenge. Vi bliver hentet ved indgangen og fulgt op i et stort lokale hvor der er sat borde og stole op. Lokalet bliver fyldt med forældre og lærerinder. Der bliver budt velkommen og der kommer børn og optræder med forskellige danse. Vi skal også holde en tale. Til sidst kom der en forældre fra hver klasse over til os og gav en blomst til den der skulle være studerene i deres barns klasse. Jeg fik en buket som den sidste og samtid siger moderen til mig at, hun var jo den sidste til at vælge så, hun måtte nøjes med mig. Hun ville gerne have valgt en af drengene men hun håber alligevel det bliver godt med mig. Hun fortæller mig to gange at hun hellere ville have haft en af de to drenge.

På vores praktik sted er de vilde med de to drenge, fordi de er drenge og fordi der ikke er drenge i Vietnam der arbejder som pædagog. Jeg blev meget stød over det, fordi jeg følte jeg ikke var velkommen. For mig lægger jeg det i det pga. i DK hvis man bliver fravalgt er det personligt (nogen gange) men her er det ikke personligt men fordi jeg er en pige. En hvilken som helst anden pige ville sikkert have følt det sammen. Den første måned var hård for mig pga jeg var en pige og jeg ikke kunne finde ud af at, de fik så meget mere opmærksomhed end jeg. Jeg kunne ikke lade være med at tage det personligt. Selvom jeg godt ved det ikke har noget med mig at gøre. Men jeg har ikke kunne lade være med at føle mig fravalgt og uønsket på en eller anden måde. Men jeg vil sige at jeg har lært at lukke af for det nu og jeg bruger ikke så mange kræfter på det mere. Hende forældrene det sagde de heller ville have en dreng, er en af dem der snakker godt engelsk, så har snakket meget med hende efterfølgende og jeg føler mig ikke uønsket mere, tværtimod.

I skolen/børnehavene gør man meget ud af at fremhæve en/nogen når man gør det godt. Men man fremhæver også en der ikke gør det godt eller gør noget forkert – som f.eks. at spilde vand ned af sig selv. Det er frokost tid og bordene er blevet sat frem og de sidder og venter på der kommer mad. En dreng har taget sin kop med over til bordret og sidder og drikker. Jeg ser ikke han spilder vandet men lige pludselig er han våd ned af bukserne. Han kan ikke skjule det fordi det er en hel kop fuld han har fået ned i skødet. Han går op til medhjælperen og fortæller hvad der er sket. Hun tager ham i hånden og råber noget ud i rummet, mens han står ved hendes side. Alle begynder at grine og pege fingre af ham, og så hun griner af ham. Jeg forstiller mig hun sagde noget med at tisse i bukserne. Bagefter siger hun noget i en bestemt tone til hele klassen. De må nemlig ikke drikke vand ved bordret. Man drikker sit vand oppe ved vandbeholderen.

Jeg bryder mig ikke om at man fremhæver på den måde. Der er altid en taber der sidder tilbage. selvfølgelig skal man også have ros når man gør noget der er godt, det er ikke det. En mor fortalte mig at hendes børn var kommet hjem og havde sagt at de ikke havde tid til at lege fordi de skulle lære vietnamesisk. Når man går i børnehave skal det handle om at være barn og ikke hele tiden testes i hvor dygtig man er til alfabetet og regne. Eller sådan er vi opvokset. I Danmark øver man også alfabetet, lære at skrive sit navn og nogen små ord, klokken og en masse andre ting. Her nede er de ting bare skemalagt, og det bryder jeg mig ikke om. Det skal være sjovt at lære og man skal have lyst til det. Når de øver alfabetet (hvilket er helt vildt svært J) skal man rejse sig op og sige de bogstaver/lyde som lærerinden peger på og hvis man siger forkert, skal klasker hun gerne sin pegepind ind på bogstaverne igen eller lader hele klassen sige det i kor. Hvis en sige alle de ord korrekt som lærerinden har peget på, skal man klappe af hende. Jeg syntes man ydmyger barnet på det groveste. Selvom jeg har set det mange gange nu, så får jeg stadig ondt i maven når jeg ser det. Jeg har allermest lyst til at hjælpe barnet. Hvis så ”bare” at lærerinden prøvede på at hjælpe barnet med udtalelsen, så havde det været okay. Jeg har en fornemmelse af at, du ikke får mange succe oplevelser med mindre at, du klare det virkelig godt og er en af de børn som er god til alt, eller en af dem hvor der er et godt forhold til forældrene.

Der er mange ting som sker i hverdagene som jeg ikke kan forstå. Hvorfor de arbejder som de gør. Hvorfor SKAL de have så meget mad og hvorfor SKAL de spise det hele. Vi arbejder meget forskelligt. I DK må barnet godt stoppe med at spise hvis det ikke er mere sulten, men her skal du spise de to skåle med mad man får til frokost. Og er du for langsomt, så kommer der en og hjælper dig med at spise, altså man bliver fodret.

Den værste spise situation jeg har haft, havde jeg allermest lyst til at tage skålen fra drengen og så spise maden for ham. Jeg overvejede at gå, jeg fik det så dårligt på drengens vegne. Der sidder mellem 7-8 personer rundt om et bord når vi spiser. Den dag til frokost sad jeg ved siden af to drenge, som havde mere travlt med at snakke frem for at spise. Medhjælperen havde kommenteret på det et par gange at, nu skulle de se af at blive færdig. Men de snakkede videre og hyggede sig. Til sidst skilte jeg dem og satte mig imellem dem. Jeg gjorde det fordi jeg syntes det er synd for dem når de bliver fodret. Men klokken var for mange der og medhjælperen kom over og en ene dreng gad stadig ikke spise. Hun sagde noget til ham, så gik hun over og tog sin mobil og låste sig ud på toilettet. Drengene begyndte at råbe af hende og græd. Han slugte den skål suppe på ingen tid mens han stadig græd og så meget ulykkelig ud. Jeg forstiller mig at hun har sagt noget med at hun ville ringe hjem.

Jeg fik det så dårligt, fordi jeg var sikker på at det var mig der havde gjort hende opmærksom på at de ikke havde spist endnu. Han var så ulykkelig. Og så bare at se et barn tvangsfodre sig selv. Det var alt for meget for mig. Jeg var så ked af det på hans vegne. For dem er det ikke unormalt og fodre et barn og jeg har også lagt mærke til at det ofte er de samme der bliver det. Jeg har sågar oplevet en pige der sidder og venter på hun får stukket skeen i munden. Hun skubber sin skål over til en af damerne og venter på at, de fodre hende. For dem er fodring lige så normalt som det er for os at, man spiser det man kan spise og man godt må stoppe når man ikke kan spise mere. Jeg har også prøvet at fodre. Og jeg er stadig ikke tilhænger af det. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg syntes det er at bruge sin magt over for barnet, det kan godt være du ikke er sulten men jeg er voksen og jeg siger du skal.

Som sagt så er det hurtigt blevet hverdag i Hanoi og ting som man undrede sig over den første måned er blevet ”normalt”. Når man forklaret nogen ting, kan man godt forstå hvorfor de gør som de gør. Ikke at sige at, jeg stadig finder det ”unormalt” men man tænker ikke så meget over det mere.

Måneds brev for februar.

Jeg er i praktik i en børnehave der hedder Thâng Long kidsmart, som er en privat ejet institution, hvor forældrene betaler for at have deres børn til at gå. Det er en institution, der ligger i et nybygger område. Men må indrømme, at jeg syntes at området ligner alle andre områder jeg har set i Hanoi hvor det ikke ser særlig nyt ud. Inspektøren/rektor for institutionen hedder Pham Thi Tu Anh og er også vores vejleder. Det er hende der styrer alle ansatte. Over hende er der en bestyrelse. Jeg ved faktisk ikke om der er en bestyrelse, hvis det er en offentlig institution. Der er ca. 750 børn fordelt i børnehave og i skole. Der er omkring 100 ansatte læreinder, vagter, medhjælper, rengøring, sygeplejere, køkken personale osv.

Når man skal ind på institutionen skal man lige forbi vagterne først og så kommer man ind i en gård. Der er hegn rundt om hele institutionen. Gården er lidt delt op i to legepladser. På din højre hånd er der en legeplads for de yngste børn. På din venstre hånd er der et stort legetårn med forskellige aktiviteter, som er til de større børn. Gården er belagt med fliser, og lidt kunstgræs rundt i hjørnerne. Selve institutionen er en fem etagers bygning.

I børnehaven er de delt ind i fire børnegrupper. Når man starter i Kidsmart, kommer man på Bambi stue hvor man er 2-3 år. Året efter kommer du i Pooh 3-4 år. Året efter rykker du i Donald 4-5 år. og i dit sidste år i børnehave bliver du en Mickey 5-6 år.

Vi er tre danske pædagog studerene og vi er alle kommet på en Mickey stue. Jeg er kommet på Mickey 1. og på min stue er der 30 børn, en lærerinde og en medhjælper. I mandags fik vi to vietnamesiske lærestuderene og de skal være der i ca. 3 måneder. Til maj skal børnene fra Mickey starte i skole. I hverdagene bliver børnene undervist i forskellige ting. Den ene dag kan være engelsk, vietnamesisk digte, tegning, dans for pigerne, kong Fu for drengene og tegning.

Et eksempel på en dag

7.30 åbner institutionen og der er morgenmad for de af dem der betaler for det.

8.00-8.15 er der morgengymnastik/dans

8.30 rundkreds hvor der bliver serveret varm mælk og når de har drukket det, sætter man sig igen og får nogen informationer af vide. Og derefter bliver man delt ud i legegrupper. Det kan f.eks. være tegning, køkken eller købmand.

9.30 hver uge arbejder man ud fra et emne. Sidste uge var det fisk. Den ene dag var der læring om fisk og hvilken art de forskellige fisk er og derefter var der leg hvor man skulle bevæge sig som de forskellige fisk. I dette tidsrum er der også en gang om ugen nogen der er til tegning.

 10.30 er der frokost

11.00 går jeg til pause og kommer først tilbage 14.15. Imellem tiden har børnene sovet til middag.

14.15 bliver børnene vækket fra deres lur og så begynder man at rydde sengen og linde væk og pigerne får ordnet hår.

14.45 ca. er der mad, hvor de får en suppe og en lille snack.

15.15-15.30 kan der være undervisning i alfabetet eller digte.

16.00 er der ”fri” leg. Som regel bliver der sat to border op og så kan man vælge imellem at tegne eller lege med LEGO.

Fra kl 16.00 begynder børnene at blive hentet.

Velkomst og vejledning:

Dagen inden vi skulle starte i praktikken, blev vi inviteret ud for at opleve Hanoi og møde vores kollegaer. Inspektøren, vice inspektøren og 5-6 læreinder var med. Det var rart lige at have mødt dem inden vi skulle starte dagen efter. Jeg fik et rigtig godt førstehåndsindtryk af min vejleder og det har heldigvis holdt stik. Hun er god til at snakke engelsk og meget forståenden overfor at vi kommer fra en helt anden kultur. Hun er meget beskyttende over for os, forstået på den måde at, hun syntes vi skal passe på os selv og vores ting. Og helst ikke spise på gadekøkkener med mindre det er kogt eller friture stegt. Min vejleder er rektor på skolen, så hun er ikke en del af min hverdag. Men hvilken første dag i børnehaven vi havde. Vi blev taget imod af lærere, forældre, og to fra bestyrelsen. Det var en hel fest. Hver Mickey klasse underholdte og vi blev også inviteret op til dans. Og vi skulle da også lige sige et par ord i mikrofonen. Selvom jeg var nervøs for at snakke, så var det meget sjovt og slet ikke så slemt.

Jeg er kommet i en klasse hvor lærerinden aldrig har haft en engelsk talende praktikant. Og hun snakker ikke ret godt engelsk. Vi går ofte fejl af hinanden. Men vi finder som regel ud af det. Men hun kæmper for at lære engelsk eller jeg skal lære hende det. Men hvis jeg spørger om noget hun ikke ved hvad betyder, så undersøger hun det. Vi er stor fan af google translate. Der hvor jeg syntes det giver udfordringer er når hun ikke kan forklare mig hvad det er vi skal, eller hvad det er der sker. Min vejleder har også sagt til mig at min lærerinde ikke er god til engelsk, og jeg bare skal komme til hende hvis der er nogle spørgsmål. Vi har ikke haft rigtig vejledning endnu. Vi har kun været inde og snakke om vores skema og om vi kunne lide maden.

Mine tanker om min praktik:

Jamen. Selvom der står Kinder garden på min vejleders visitkort, så kalder man det en skole. Og man er også en lære. Jeg mødte en dreng i bussen og da jeg fortalte at jeg arbejde i en børnehave, så spurgte han efter hvad jeg underviste i.

Som nævnt tidligere ved min vejleder godt at der er store kulturforskelle og vi arbejder forskelligt, så jeg føler der er plads til at jeg kan få lov til at gøre som jeg vil. Jeg føler på nuværende tidspunkt at min rolle bliver mere som lære frem for pædagog. Men jeg tror dog jeg blot skal tænke over hvordan jeg føler jeg på bedst mulig måde får en pædagogisk vinkel på. Alt i alt, så tror jeg at jeg kan lære meget af mit ophold i Vietnam. Ikke mindst om mig selv, mens også fagligt. Selvom de arbejder meget anderledes end vi gør, så kan jeg godt se nogen ting som jeg syntes fungere. Vi har kun været 2 uger i praktik pga. helligdage. Og mine tanker om alle ting flyver stadig rundt. Så lige nu tror jeg bare jeg skal iagttage lidt mere og få styr på at man godt kan være pædagog her nede og ikke bare lære. Jeg glæder mig lidt til første vejledning, for har en ide om der kan ro på en masse tanker der.